Kontakt

 Adresse: Strandbyvej 9, 8240 Risskov

  Telefon: 86 17 68 86

 Mobil: 40 93 58 79

 Email: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


Skriv en besked til Oligofreniklinikken, og vi vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.

Psykiatrisk behandling

De psykiatriske behandlingsmetoder kan groft opdeles i behandling, der er baseret på psykologiske virkemidler (psykoterapi), ocialpsykiatriske behandlingsformer og behandling med fysisk/kemiske metoder. Der er ikke nogen modsætning mellem disse behandlingsformer. I mange tilfælde vil man tværtimod bruge elementer fra alle tre.

Psykoterapi

Ved psykoterapi forstås behandling af især psykiske afvigelser ved hjælp af psykiske virkemidler. Behandlingen kan ske individuelt eller som gruppeterapibehandling. To hovedstrømninger har præget psykoterapien gennem hele det 20. århundrede, nemlig psykoanalysen og adfærdspsykologi (behaviourisme) .

Psykoanalyse udvikledes af Sigmund Freud som en metode til at gøre psykiske forstyrrelser forståelige ved afsløring af deres ubevidste årsager og så vidt  muligt fjerne dem ved at gøre disse årsager bevidste for patienten. Psykoanalysen indbefatter en omfattende teori om den menneskelige sjæl, der ifølge Freud består af 3 lag: det underbevidste det (id), det bevidste jeg (ego) og overjeg (superego). Al energi stammer fra det ubevidste og er enten libido (seksualdrift). aggressions- eller dødsdrift, dvs drifter, der nedbryder. Det er jegets opgave, at etablere overensstemmelse mellem det ubevidste og den omgivende virkelighed. 

Dette arbejde består i sublimering, dvs omdannelse af de seksuelle og aggressive drifter til socialt og kulturelt værdifulde handlinger. Jeget overvåges af  overjeget, der bl.a. omfatter samvittigheden, og det i jeget, som overjeget ikke kan acceptere, bliver genstand for fortrængning, dvs. trænges ned i underbevidstheden. Forklædt fremtræder det i drømme og kan give anledning til komplekser og det, som Freud kaldte neuroser. Ved den psykoanalytiske behandlingforsøger man at gøre fortrængningerne bevidste for patienten, der herefter vil "vælge" at blive rask. 

I sin oprindelige form er psykoanalysen en overordenlig ressourcekrævende behandlingsform, der tillige kræver et vist mindstemål af intellektuelle og  sproglige færdigheder hos patienten. Andre behandlingsformer, f.eks. samtaleterapi baseret på bl. a. Stern's udviklingsteorier, har vist sig frugtbare for mennesker med udviklingshæmning. 

Den anden hovedstrømning, behaviourismen, som blev udviklet af amerikaneren JohnWatson, er baseret på indlæringspsykologiske teorier.Som eksempel på en behaviouristisk behandlingsmetode skal nævnes adfærdsmodifikation. Adfærdsmodifikation er baseret på den opfattelse, at forskellige adfærdsforstyrrelser er fejlindlæringer, som kan brydes ad terapeutisk vej,  modificeres eller erstattes med en mere hensigtsmæssig indlæring, Indlæringspsykologiens store navn er Pavlov, der bl. a. viste, at hundes spytsekretion kan påvirkes gennem indlæring. Fodrede han en hund samtidig med at en klokke ringede, ville hunden efter nogle gange begynde at savle, blot klokken lød. Der var indlært en såkaldt betinget refleks. Princippet anvendes f. eks., når man for at få et barn til at tisse, åbner for vandhanen. Lyden af rislende vand fremkalder vandladningstrang. 

Ved operant betingning belønner man systematisk al ønskværdig adfærd.Belønningen kan være slik, cigaretter eller "poletter", der kan spares op og udløse noget for patienten ønskværdigt. Metoden, der er velkendt fra dyredressur, er kritiseret for i højere grad at interessere sig for symptomet end for mennesket bag. Anvendt med skønsomhed har den dog en berettiget plads i behandlingen af adfærdsforstyrrelser hos udviklingshæmmede. 

Det kan af og til være vanskeligt at afgøre, om en terapiform er psykoanalytisk eller behaviouristisk. Når kunstterapi virker, er det da fordi den gentagne beskæftigelse med følelsesmæssigt belastende emner efterhånden gør disse mindre angstprovokerende, som behaviouristen vil hævde, eller er det fordi patienten for indsigt i ubevidste sider af sjælelivet, som vil være psykoanalytikerens synspunkt? Et godt eksempel på, at sådanne betragninger kan anstilles, findes i Petersen et al. (1995). 

Som en behandlingsform, der er særligt egnet til udviklingshæmmede, skal også nævnes musikterapi. 

  

Socialpsykiatri

Socialpsykiatrisk behandling omfatter hele den indsats, der sigter mod, at den psykiatriske patient, herunder udviklingshæmmede med psykiske lidelser, kan fungere optimalt i forhold til samfundet og andre mennesker. Miljøterapi indgår ofte som et vigtigt led i denne behandling. 

  

Kemisk/fysiske behandlingsmetoder

Disse behandlingsformer omfatter først og fremmest brugen af psykofarmaka og andre lægemidler og ECT-behandling ("elektrochock"). 

 

Psykofarmaka

Psykofarmaka er lægemidler, der påvirker de psykiske funktioner. Man skelner almindeligvis mellem neuroleptika (psykosemidler), antidepressiva  (depressionsmidler), anxiolytika (angstdæmpende medicin), hypnotika (sovemidler) og psykostimulantia (centralstimulerende midler). Lidt uden for denne gruppe kommer medikamenter som litium og de nye midler mod Alzheimer's sygdom. En del lægemidler, der sædvanligvis bruges i epilepsibehandling, har også psykiatrisk anvendelse. 

 

Neuroleptika (psykosemidler) 

Neuroleptika er psykofarmaka, hvis væsentligste fællestræk er antipsykotisk effekt, dvs effekt over for symtomer som vrangforestillinger, hallucinationer, usammenhængende tankegang og manisk opstemthed. Herudover anvendes neuroleptika ofte ved adfærdsforstyrrelser, men bortset fra visse former for selvskaden er virkningen ikke dokumenteret. 

De fleste neuroleptika virker ved at hæmme signalstoffers, især dopamins, virkning ved overførslen af nerveimpulser. 

Neuroleptikas antipsykotiske effekt indtræder i reglen efter 1-2 ugers behandling, undertiden først efter 1-2 måneder, og kan vedvare fra uger til måneder efter behandlingsophør. Den beroligende og noget sløvende virkning, som mange neuroleptika har, indtræder dog umiddelbart efter medicinindtagelsen, aftager i løbet af de første 2-4 uger og ophører straks ved behandlingens ophør. 

Traditionelt gives mange neuroleptika 3 gange daglig. Mange neuroleptika nedbrydes imidlertid så langsomt, at man med fordel kan nøjes med at give medicinen én gang i døgnet, f. eks. ved sovetid. Herved kan eventuelle bivirkninger føles mindre generende i dagtimerne og behovet for sovemedicin reduceres. 

Nogle neuroleptika kan gives som som depotpræparat. Herved kan opnås, at virkningen af én dosis (oftest injektion) varer i 1-4 uger, idet det injicerede stof langsomt frigøres fra injektionsstedet. 

Udover den sløvende effekt, der hos udviklingshæmmede kan være et alvorligt problem og som kan reducere de intellektuelle ressourcer, er mange neuroleptika tilbøjelige til at give neurologiske og/eller autonomebivirkninger. 

De nerologiske bivirkninger er især parkinsonisme, akut dystoni og tardive dyskinesier. Parkinsonisme er en tilstand præget af muskelstivhed og nedsat bevægelighed, stiv gang uden medsving af armene, rysten af specielt hænderne, nedsat ansigtsmimik og spytflåd. I tilslutning til parkinsonisme kan man hos  neuroleptikabehandlede se rastløshed og øget bevægetrang. Disse bivirkninger fremkommer oftest i løbet af de første ugers behandling og svinder hyppigt af sig selv efter et par måneder. Ved vedvarende parkinsonisme kan der behandles med forskellige typer bivirkningsmedicin.

Akut dystoni, der er ret sjælden, opstår hyppigst ved for stor begyndelsesdosis. Der ses længerevarende ukoordinerede muskelsammentrækninger, ofte således at hovedet drejes opad og patienten drejer "det hvide ud af øjnene". Der kan være krampagtig mundåbning og hivende vejrtrækning og kroppen kan være spændt som en flitsbue. Tilstanden kan behandles med omgående effekt ved injektion af bivirkningsmedicin. 

Tardive dyskinesier er ufrivillige abnorme bevægelser, oftest omkring munden, der hos enkelte patienter kan udvikles under eller efter længerevarende behandling med neuroleptika. Hos nogle kan bevægelserne fortsat være tilstede selv om behandlingen afbrydes. 

I meget sjældne tilfælde kan ses en tilstand præget af bevidsthedssløring, kraftigt udtalt muskelstivhed og stigende temperatur. Denne tilstand kræver øjeblikkeligt lægetilsyn og indlæggelse på neurologisk eller intensiv afdeling, idet der kan være tale om et såkaldt malignt (ondartet) neuroleptikasyndrom, der ubehandlet kan forløbe dødeligt. 

Med betegnelsen autonome bivirkninger hentydes til, at der er tale om bivirkninger, der udløses fra den del af nervesystemet, der er uden for viljens kontrol (det autonome nervesystem). Denne type bivirkninger kan bl.a. vise sig ved, at patienten kan have vanskeligt ved at indstille øjnene til at se skarpt. Spytproduktionen nedsættes og der kan komme tørhed i munden (kan modvirkes ved tygning af f. eks. sukkerfrit tyggegummi). Fordøjelseskirtlernes produktion af enzymer nedsættes og tarmbevægelserne kan reduceres med forstoppelse som resultat. Der kan komme vandladningsproblemer, idet blæren tømmer sig mindre villigt end normalt. Der kan være svedtendens. Pulsen kan stige og patienten kan have tendens til blodtryksfald ved overgang fra liggende til stående stilling, evt. med besvimelse som følge. 

Kun de udviklingshæmmede, der har et veludviklet talesprog, kan give udtryk for, at de oplever bivirkninger. Til gengæld er de fleste neuroleptikabivirkninger af en sådan art, at de kan observeres af udenforstående, og det pædagogiske personale har her en vigtig opgave. 

 

Antidepressiva 

Antidepressiva er en gruppe medikamenter, der har effekt ved depression, først og fremmest af den type, som tidligere kaldte endogen. Der ses dog hyppigt virkning også ved andre depressionsformer. Antidepressiva helbreder ikke en depression. Derimod virker de på de depressive symptomer. Afbrydes behandlingen før den depressive tilstand er overstået, vil symptomerne komme igen. For samtlige antidepressiva gælder, at den antidepressive virkning som regel først indtræder efter 1-2 ugers behandling og fuld effekt ses ofte først efter 2-6 ugers behandling. Antidepressiva finder også anvendelse ved behandling af panikangst, tvangstanker og tvangshandlinger (obsessiv-kompulsive tilstande) og ved visse spiseforstyrrelser. 

De fleste antidepressiva er enten af en ældre type (tricykliske antidepressiva), eller de nyere såkaldte SSRI-midler (Selective Serotonine Reuptake Inhibitors), der er kendte under betegnelsen lykkepiller;. Denne betegnelse er uheldig, idet antidepressiva kun virker ved de nævnte lidelser. Man bliver ikke lykkelig af at spise SSRI tabletter. 

Den væsentligste forskel på de to typer antidepressiv medicin er bivirkningerne.Mange patienter, der behandles med de ældre midler, oplever bivirkninger, som svarer til de autonome, der er omtalt under neuroleptika. Til gengæld får en del af de SSRI-behandlede hovedpine, kvalme og opkastninger. Af og til ses også nervøsitet, uro og søvnforstyrrelser. Bivirkningerne plejer at aftage eller forsvinde efter de første behandlingsuger. 

 

Anxiolytika (angstdæmpende lægemidler)

Anxiolytika er lægemidler, der virker dæmpende på angst. Bortset fra to præparater (Buspar og Atarax) tilhører alle anxiolytika på det danske marked den  kemiske gruppe benzodiazepiner. Benzodiazepinerne anvendes først og fremmest til behandling af angsttilstande, der både kan være kroniske og mere situationsbetingede som forud for tandlægebesøg, flyveture o. lign.

Der er tale om relativt bivirkningsfrie lægemidler, når de anvendes i de anbefalede lave doser. Alligevel frembyder benzodiazepiner en række ulemper, der komplicerer behandlingen. Således kan der i begyndelsen af behandlingen forekomme døsighed, træthed, træghed og svimmelhed. Dette svinder dog ofte i løbet af de første uger. 

Ved langtidsbehandling er de hyppigste bivirkninger nedsat initiativ, apati, øget trætbarhed og evt. depression. Ved høje doser kan der ses muskelsvaghed og svigtende koordination af muskelbevægelser. Hertil kommer, at benzodiazepiner svækker opmærksomhed, hukommelse og indlæring, således at den intellektuelle formåen forringes. 

Lejlighedsvis ses såkaldt paradoks effekt visende sig ved oprevethed, aggression og impulsive handlinger. Den største ulempe ved anvendelsen af benzodiazepiner er toleransudvikling, d.v.s. aftagende virkning af samme dosis og afhængighed, der kan vanskeliggøre behandlingen af det eller de grundlæggende problemer. Efter længere tids behandling kan brat behandlingsophør medføre abstinenssymptomer i form af søvnløshed, rastløshed, rysten, appetitløshed og hovedpine. Hos enkelte nogle kan udvikles en psykotisk tilstand, mens andre kan få krampeanfald i abstinensperioden. Af denne grund skal behandlingsophør ske ved langsom nedtrapning af dosis. 

Hos udviklingshæmmede er man tilbageholdende med brug af benzodiazepiner. Er der behov for at bruge medikamentel angstbehandling gennem længere tid, vil man ofte i stedet foretrække buspiron (Buspar), der ikke sløver. Til gengæld indtræder virkningen først efter nogle uger, og stoffet kan derfor ikke bruges til akut opstået angst. 

 

Hypnotika (sovemidler)

Som hypnotika betegnes en række lægemidler, der anvendes for at fremkalde søvn, sovemidler. 

Søvnløshed er et generende symptom, der dels kan optræde selvstændigt dels være et led i en psykisk eller legemlig sygdom. I det sidste tilfælde vil den rationelle behandling naturligvis være behandling af den til grund liggende sygdom. I andre tilfælde kan behandlingen bestå i en ændring af dagvanerne, f. eks. mere motion, afslapningsøvelser, undgåelse af middagssøvn og stærk  aftenkaffe. Har dette ikke effekt, kan - helst kortvarig - anvendelse af hypnotika overvejes. 

Hypnotika virker sløvende og det er denne effekt, der fremkalder søvnighed. Gives hypnotika på et tidspunkt, hvor der i forvejen er søvnbehov, er det normalt tilstrækkeligt med små doser for at fremkalde søvn. De fleste hypnotika er benzodiazepiner, som udskilles hurtigt fra kroppen. 

 

Psykostimulantia 

 

Psykostimulantia er medikamenter, der fremmer vågenhed og modvirker træthed. 

Træthed er i almindelighed et signal fra kroppen om, at den har behov for hvile og indtagelse af psykostimulantia modvirker derfor det naturlige og nødvendige hvilebehov. 

Lægeligt indskrænker anvendelsen af psykostimulantia sig til visse sygelige former for øget søvnbehov (narkolepsi) ligesom enkelte børn (og voksne) med hyperaktivitet ledsaget af opmærksomhedsforstyrrelser (DAMP-børn) kan have gavn af behandling. Visse psykostimulerende stoffer anvendes som speed af misbrugere. 

 

Litium 

Litium er et grundstof, der er kemisk ligner natrium. Det har vist sig, at litium kan bruges ved behandling af mani, mens det kun har ringe effekt ved depression. Ikke desto mindre kan vedligeholdelsesbehandling med litium effektivt forebygge både depressioner og manier hos patienter med tilbagevendende affektive lidelser. Enkelte undersøgelser peger på, at litium også kan have effekt hos udviklingshæmmede med aggressive adfærdsforstyrrelser. 

I for stor dosis giver litium anledning til ubehagelige bivirkninger eller endog livstruende forgiftningssymptomer, mens for lille dosis ikke forebygger sygdomsanfald. Det er derfor nødvendigt, at behandlingen styres ved kontrol af litiumkoncentrationen i blodet. Ved sædvanlig terapeutisk koncentration kan let rysten af hænderne forekomme og nogle patienter har især i starten nogen kvalme. Efter længere tids behandling kan ses øget tørst og vandladning som udtryk for, at nyrernes evne til at koncentrere urinen påvirkes. Det er derfor vigtigt, at patienter i litiumbehandling får dækket deres væskebehov. 

Ved egentlig forgiftning ses grov rysten, utydelig tale, usikker gang, muskelrykninger, evt. kvalme og diaré samt sløvhed og søvnighed, der kan gå over i bevidstløshed. Denne forgiftningstilstand er alvorlig og kræver øjeblikkeligt lægetilkald. 

Ved febersygdomme, hvor der afgives meget væske i form af sved og ved sygdomme med diaré og opkastninger, kan litiumkoncentrationen øges. I forbindelse med sådanne sygdomme, bør der derfor foretages ekstra blodprøvekontrol. 

 

Demensmidler

I de seneste år er der udviklet nye lægemidler som mildner symptomerne ved demens, specielt af Alzheimer-typen. Midlerne har ikke nogen helbredende virkning, men kan, specielt hvis behandlingen sættes ind i tidlige faser, forsinke det åndelige forfald. 

 

Andre lægemidler 

I psykiatrien anvendes forskellige lægemidler, der ellers normalt bruges i behandlingen af ikke-psykiatriske lidelser. Således forebygger epilepsimidlet karbamazepin (Tegretol) manier og depressioner  omtrent lige så godt som litium. Erfaringer tyder på, at stoffet er specielt velegnet til patienter med hjerneskader, hvoraf mange er udviklingshæmmede. Aggressive adfærdsforstyrrelser er et andet anvendelsesområde for karbamazepin. Endelig skal nævnes, at lægemidler, der sædvanligvis bruges i behandlingen af parkinsonisme (rystelammelse), også har virkning på nogle af de neurologiske bivirkninger, der ses ved neuroleptikabehandling. 

 

ECT-behandling 

Ud fra den (forkerte) antagelse, at epileptikere ikke blev skizofrene, indledtes i 1930'erne behandlinger, hvor man hos skizofrenipatienter fremkaldte krampeanfald ved injektion af kamfer. 

Behandlingen havde ingen eller kun kortvarig effekt, men det viste sig hurtigt, at den var virksom ved depressioner. Få år senere begyndte man at fremkalde krampeanfaldet ved at sende elektrisk strøm gennem hovedet, de såkaldte elektrochok. Behandlingen var omgærdet med uhygge og dramatik og ikke sjældent optrådte komplikationer som f. eks. knoglebrud på grund af voldsomme kramper. 

De sidste ca. 40 år har man i stedet anvendt ECT-behandlinger (Eletro Convulsiv Terapi), som også kendes under betegnelsen NCE (Narkose, Curare, Elektrostimulation). Ved denne behandling bringes patienten i en let narkose og der gives et stof, der lammer musklerne (oprindeligt curare) således, at kramperne kun bliver en svag sitren. Herved blev behandlingen uden ubehag for patienten. En del patienter havde dog forbigående hukommelsesbesvær i tilslutning til behandlingerne, men dette er kun lidt udtalt, når behandlingen udføres med moderne apparatur, der doserer minimale strømmængder. 

Der er aldrig påvist varige skadevirkninger, selv efter flere hundrede behandlinger. ECT-behandling er den mest effektive og hurtigst virkende terapi ved svære depression og ofte mere skånsom hos legemligt skrøbelige patienter end behandling med antidepressiva. 

 

Andre behandlingsformer 

Her skal kun nævnes psykokirurgiske indgreb, dvs hjerneoperationer, hvor man tilstræber at afdæmpe forskellige psykiske symptomer. Metoden brugtes en del hos udviklingshæmmede i 1950erne og 60erne i form af "det hvide snit"; Resultaterne stod ikke mål med forventningerne, men der lever stadig adskillige opererede på danske institutioner. Selv om der er udviklet mere skånsomme behandlingsmetoder, er der tale om uigenkaldelige indgreb på hjernen, og metoden bruges ikke mere. 

Generelt om psykofarmakologisk behandling 

Selv om psykofarmaka er uundværlige i psykiatrien, findes der ikke nogen psykisk lidelse, der alene kan behandles med medicin. I de fleste tilfælde vil den socialpsykiatriske, pædagogiske og psykoterapeutiske behandling være mindst lige så vigtig. Psykofarmaka vil dog ofte være en forudsætning for anvendelse af  sådanne behandlingsmetoder. 

Forud for psykofarmakologisk behandling (og i øvrigt enhver anden behandling) skal det være klart, hvad man ønsker at opnå. I praksis vil man ofte kunne finde et antal symptomer, der kan registreres på en objektiv måde i en periode før og under behandlingen. Sker der ikke nogen bedring efter en passende observationstid, er der ikke nogen grund til, at patienten fortsat får det pågældende psykofarmakon. 

Der er holdepunkter for, at psykofarmakaforbruget hos udviklingshæmmede kan mindskes væsentligt. I en række udenlandske undersøgelser er det således vist, at forbruget har kunnet mere end halveres, uden at dette har medført særlige problemer i de berørte institutioner. På denne baggrund gennemførte Oligofreniklinikken i Risskov i 1991 en gennemgang af samtlige psykofarmakabehandlede beboere på amtets to største institutioner. Det viste sig, at 55 procent af beboerne fik psykofarmaka, for mere end 90 procents vedkommende i form af neuroleptika. Langvarige behandlingsforløb, ikke sjældent med flere psykofarmaka, var almindeligt forekommende og grunden til behandlingen var ikke altid klar. 

Ved tidsbegrænset tilførsel af ekstra lægelige ressourcer lykkedes det i løbet af ca. halvandet år at reducere psykofarmakaforbruget med en trediedel, uden at det medførte opblussen af adfærdsmæssige problemer. At medicinbivirkningerne også reduceredes, undertiden på dramatisk måde, viser følgende eksempel. 

Grethe var en 55-årig formentlig middelsvært udviklingshæmmet kvinde. Ca. 15 år tidligere indledtes p.g.a. motorisk uro behandling med et neuroleptikum, der har sløvhed som bivirkning.Det gennemgående yngre personale i afdelingen havde aldrig hørt hende tale og betragtede hende som "sprogløs".Da begrundelsen for neuroleptikabehandling forekom spinkel indledtes medicinnedtrapning. Denne gennemføres uden recidiv af urotilstanden. Til personalets overraskelse viste det sig halvvejs gennem forløbet, at Grethe havde talesprog. 

 

Gå til top