Kontakt

 Adresse: Strandbyvej 9, 8240 Risskov

  Telefon: 86 17 68 86

 Mobil: 40 93 58 79

 Email: This email address is being protected from spambots. You need JavaScript enabled to view it.


Skriv en besked til Oligofreniklinikken, og vi vil besvare din henvendelse hurtigst muligt.

Mental retardering

Mental retardering er det samme som udviklingshæmning. En anden lægelig betegnelse er oligofreni. I ICD-10 defineres mental retardering som en tilstand af forsinket eller mangelfuld udvikling af evner og funktionsniveau, som normalt viser sig i løbet af barndommen, og som bidrager til det samlede intelligensniveau, dvs de kognitive, sproglige, motoriske og sociale evner og færdigheder. 

Man skelner almindeligvis mellem 

F70 Mental retardering af lettere grad (debilitet, retardatio mentalis levis, debilitas mentis). IQ ca. 50-69. 

F71 Mental retardering af middelsvær grad (imbecilitet i lettere grad, retardatio mentalis moderata, imbecilitas levis). IQ ca. 35-49. 

F72 Mental retardering af sværere grad (imbecilitet i sværere grad, retardatio mentalis gravis, imbecilitas gravis). IQ ca. 20-34. 

F73 Mental retardering af sværeste grad ( retardatio mentalis profunda, idiotia). IQ under 20. 

 

I de diagnostiske retningslinier har WHO (1992) beskrevet de forskellige grader af udviklingshæmning. Beskrivelserne gengives her i let bearbejdet oversættelse: 

 

Mental retardering af lettere grad

Selv om den sproglige udvikling oftest er forsinket, erhverver de fleste debile et talesprog, der er tilstrækkeligt til dagligdags formål og til almindelig samtale. De fleste magter selvstændigt daglige aktiviteter som spisning, påklædning og toiletbesøg og forskellige huslige og praktiske opgaver, selv om udviklingen af disse færdigheder foregår langsommere end normalt. 

Derimod har den debile vanskeligt ved at klare sædvanlige skolefag som læsning og skrivning. Imidlertid kan mange debile drage fordel af undervisning, der specielt tager hensyn til deres handicap. Mange vil være i stand til at klare ikke-teoretisk krævende ufaglært arbejde. I sociokulturelle sammenhænge, der ikke kræver skolemæssige færdigheder, udgør debilitet i sig selv ikke noget problem. Er debiliteten imidlertid ledsaget af følelsesmæssig og social umodenhed, vil virkningen af handicappet være tydelig, f. eks. i parforhold, ved børneopdragelse og den debile vil have vanskeligt ved at leve op til samfundets kulturelle traditioner og forventninger (til den normale). 

I almindelighed ligner den debiles emotionelle, adfærdsmæssige og sociale problemer mere de problemer, der findes i den almindelige befolkning end de problemer, der findes hos mere udviklingshæmmede. En organisk årsag kan påvises i et stigende antal tilfælde, men langt fra hos flertallet. 

 

Mental retardering af middelsvær grad

Personer med imbecilitet i lettere grad udvikler kun langsomt forståelse og brug af sprog og de færdigheder, som de eventuelt erhverver på dette område er begrænsede. Udviklingen af selvhjulpenhed og motoriske færdigheder er også langsom og hos nogle er der behov for opsyn livet igennem. Tilegnelsen af skolemæssige færdigheder er begrænset, men enkelte kan opnå basale færdigheder i læsning, skrivning og tælling. Særlige undervisningsprogrammer kan give de lettere imbecile personer mulighed for at udvikle deres begrænsede potentiale og for at erhverve enkelte basale færdigheder. 

Som voksne er personer med lettere imbecilitet sædvanligvis i stand til at udføre simpelt praktisk arbejde, hvis opgaverne er omhyggeligt strukturerede og udføres under kvalificeret vejledning. En fuldstændig uafhængig tilværelse opnås kun sjældent i voksenlivet. Imidlertid er disse mennesker i almindelighed mobile og fysisk aktive og hos flertallet ses tegn på social udvikling med hensyn til evnen til at etablere kontakter, til at kommunikere med andre og til at indgå i enkle sociale aktiviteter. 

Der er hyppigt betydelig variation i de præstationer, der opnås på forskellige områder, således at nogle klarer sig bedre ved praktiske opgaver end ved aktiviteter, der er afhængige af sproglige færdigheder, mens andre er udtalt kluntede men nyder socialt samvær. Den sproglige udvikling er varierende: nogle evner at deltage i simple samtaler, andre har et så beskedent udviklet sprog, at de kun kan give udtryk for basale behov. Nogle lærer aldrig at bruge sproget, selv om de kan forstå simple instruktioner og forklaringer. I stedet kan de eventuelt lære at anvende et tegnsprog, som til en vis grad kan kompensere for den manglende evne til at tale. 

Hos flertallet af de lettere imecile kan der påvises en organisk årsag. Infantil autisme findes hos en betragtelig del og epilepsi og andre neurologiske sygdomme er hyppige. 

 

Mental retardering af sværere grad

De imbecile i sværere grad ligner de lettere imbecile i fremtræden og ved, at der hyppigt kan påvises en organisk årsag og ved den hyppige forekomst af neurologiske komplikationer. 

De færdigheder, den sværere imbecile person behersker, når ikke over de dårligst fungerende lettere imbeciles færdigheder (f. eks. på det sproglige plan). De fleste har udtalte motoriske vanskeligheder eller andre udviklingsmæssige mangler, der tyder på betydelig beskadigelse eller fejludvikling af centralnervesystemet. 

 

Mental retardering af sværeste grad

Her skønnes IQ at være under 20, hvilket i praksis sætter svære begrænsninger for personens evne til at forstå og efterkomme anmodninger eller instruktioner. De fleste er immobile eller har svære bevægehandicaps, de er som regel urenlige og formår højst meget begrænsede former for ikke-sproglig kommunikation. De har ingen eller kun meget ringe mulighed for at tage vare på egne basale behov og kræver konstant hjælp og opsyn. 

En organisk årsag kan påvises i de fleste tilfælde og svære neurologiske og andre legemlige komplikationer er hyppige. 

 

I ICD-10 skelner man mellem udviklingshæmmede med og uden adfærdsforstyrrelser, der kan være af meget forskellig art. I flæng kan nævnes rastløshed, ødelæggelsestrang, rapseri, neglebiden oguhæmmet onani. Med betegnelsen tænkes dog først og fremmest på fænomener som aggressivitet, stereotypier og selvskadende adfærd. Ved stereotypier forstås et ensartet og stadigt gentaget bevægelses- eller handlingsmønster, f. eks. rokken med kroppen, griben efter usynlige genstande, brølen eller råben af bestemte ord og aftagning eller iturivning af tøj. Sådanne adfærdsforstyrrelser ses hyppigst hos de mest udviklingshæmmede. 

Aggressivitet er ikke blot det forhold, at nogle udviklingshæmmede (og andre) kan slå fra sig i situationer, hvor de med større eller mindre ret kan føle sig provokerede. Ved en aggressiv adfærdsforstyrrelse er den aggressive adfærd uprovokeret. Det velkendte eksempel er den udviklingshæmmede, der pludseligt eksploderer, hvor aggressiviteten kommer "som lyn fra en klar himmel";. En uerkendt mani og visse former for epilepsi kan vise sig på den måde, og sådanne tilstande må udelukkes før man taler om adfærdsforstyrrelser. 

Ved selvskadende adfærd (selvmutilation) forstås, at den udviklingshæmmede lemlæster sig selv. Han kan f. eks slå sig selv, banke hovedet mod væggen eller bide sig. Af og til kan den selvskadende adfærd bestå i et let slag mod ansigtet, men selvmutilation kan også antage mere alvorlige former. 

Jane er en nu 30-årig middelsvært udviklingshæmmet kvinde, som ikke har noget talesprog og som fra bardommen har været beskrevet som autist. Hun er afhængig af en meget struktureret hverdag og bliver aggressiv, hvis de daglige rutiner brydes. Værst har hendes selvskaden dog været. En aften løftede hun WC-kummen af, løftede den op, og lod den falde mod hovedet. Ved en anden lejlighed bankede hun hovedet så voldsomt mod væggen, at den revnede, Christian er svært udviklingshæmmet. Fra barndommen har han været svært selvskadende visende sig ved, at han borer fingrene ind i øjenhulerne. Han har herved pådragets sig så voldsomme læsioner, at begge øjne har måttet fjernes. Efter at han er blevet blind, er den selvskadende adfærd, besynderligt nok, aftaget kraftigt.

Der findes endnu ikke alment accepterede diagnostiske kriterier for adfærdsforstyrrelser, og angivelserne af hyppigheder varierer derfor. I Danmark fandt Lund (u.å.), at ca. 17 procent af de udviklingshæmmede i døgninstitutioner havde adfærdsforstyrrelser, mens hyppigheden kun var halvt så stor blandt hjemmeboende.

Til belysning af den mangfoldighed af årsager, der kan være tiladfærdsforstyrrelser, skal selvmutilation omtales nærmere som et eksempel. 

Enhver, der har haft et myggestik, kender den kløende fornemmelse, som får én til at klø igen, selv om man med sin forstand godt ved, at man kun får et blødende sår ud af det. Den udviklingshæmmede vil i mindre grad lade sin kløen afhænge af intellektuelle overvejelser, og nogle tilfælde af selvskadende adfærd kan utvivlsomt forstås på denne måde. 

At højtbegavede mennesker undertiden kan vise selvskadende adfærd fremgår af, at kejser Augustus, da han i år 9 fik underretning om romernes nederlag i Teutoburgerwald, bankede hovedet mod døren, mens han råbte: "Varus, giv mig mine legioner tilbage". Og når kirkefaderen Augustin overmandedes af syndige tanker, rullede han sig i glasskår. Selvmutilation kan i disse tilfælde opfattes som psykologisk indfølelige reaktioner. 

Til normalpsykologien hører måske også, at man i tiden efter revolutionen i Rumænien kunne se forfærdende billeder af institutionsbørn, der bogstaveligt vadede i deres egen urin og afføring, mens de bankede hovederne mod tremmesengen. Efter et års intensivt dansk pædagogisk arbejde, kunne man se de samme børn, som glade og tilsyneladende velfungerende. Den selvskadende adfærd udsprang her af mangelfuld stimulation. 

Ved forskellige smertetilstande dannes kemiske forbindelser med morfinlignende virkning i hjernen, de såkaldte endorfiner. Det sker også, når benene "syrer" til hos langdistanceløbere, der kan få abstinenssymptomer, hvis de af en eller anden grund ikke kommer ud på den daglige løbetur. Måske er selvskaden hos nogle i virkeligheden udtryk for abstinenser? 

At smerte og vellyst kan være forbundet på det seksuelle område, kendes fra sadomasochisme. 

Enkelte syndromer er ledsaget af selvskaden. Det gælder f. eks. Lesh-Nyhan syndromet, som er en afvigelse i urinsyrestofskiftet. Børn med syndromet spiser bogstavelig talt sig selv. Her er selvmutilation et led i en legemlig sygdom. 

Påvirkes bestemte celler i rottehjerner med signalstoffet dopamin, begynder rotterne at bide og kradse sig, så der opstår store sår. Giver man rotterne et medikament, der blokerer for virkningen af dopamin, ophører den selvskadende adfærd. 

 At selvskaden kan ses ved psykotiske tilstande som skizofreni og depression, nævnes kun, om ikke for fuldstændighedens, så dog afrundingens skyld.

 

Gå til top