Betegnelsen affektive sindslidelser omfatter bl. a. den sygdom, som tidligere kaldtes manio-depressiv psykose, og som henregnedes til de endogene sindssygdomme. Imidlertid havde en del manio-depressive patienter udelukkende eller ovevejende enten manier eller depressioner. Den mere neutrale betegnelse affektiv sindlidelse, hentyder til, at der er tale om tilstande med ændret stemningsleje (affekt). 

I modsætning til skizofreni kan affektive lidelser diagnosticeres hos selv svært udviklingshæmmede uden sprog, især hvis der er tale om periodisk optrædende symptomer. 

Ved det depressive syndrom er stemningslejet forsænket i varierende grad fra tristhed til sort fortvivlelse. Den deprimerede har svært ved at føle glæde ved noget som helst. Sædvanlige lyster og interesser forsvinder som regel også. Til det forsænkede stemningsleje hører også nedsat energi- og aktivitetsniveau, og nogle kan give udtryk for, at alt forekommer uoverkommeligt.Hertil kommer andre depressionssymptomer som nedsat selvtillid og ringe selvfølelse. Man føler sig uduelig og egentlig burde man slet ikke have lov at leve, alle var bedre tjent med at man ikke eksisterede. Vejen fra sådanne tanker til dødsønsker og alvorligt mente selvmordsforsøg kan være kort. Svær skyldfølelse er almindelig, i udtalte tilfælde således at der næsten ikke er den ulykke på jorden, som den deprimerede ikke er skyld i. Andre kan have såkaldte hypokondre vrangforstillinger med besynderlige legemlige symptomer.

Lise, en ung kvinde med Down syndrom og  med familiær disposition til mani og depression, bliver sløv, trist og initiativløs. Hun forklarer grædende, at hendes hoved er ved at falde af kroppen. I forvejen er et stykke af ryggen faldet af. Det kan hun selvfølgelig ikke selv se. Hun har jo ikke øjne i nakken, siger hun, men hun mærker det tydeligt.
Den deprimerede kan have svært ved at følge med samtaler, fjernsynsudsendelser o. lign fordi koncentrationsevnen svækkes. Tankegang og bevægelser kan være langsomme eller patienten kan gå helt i stå og blot ligge eller sidde stirrende tomt ud frem for sig. Man kan omvendt også se rastløs uro, hvor patienten jamrende vandre hændervridende omkring. Man taler da om en agiteret depression.Specielt sløvheden kan af og til mistolkes som et tegn på demens. 

Hanne er en 54-årig  moderat udviklingshæmmet kvinde, der i det daglige virker veltilpas og glad. I afdelingen hjælper hun med borddækning og lignende opgaver. Hun er glad for at komme i dagcenter, hvor hun bl. a. laver tegninger forestillende katte og huse med flag og blomster. I løbet af få dage ændres den psykiske tilstand radikalt. Hun bliver mut, tillukket og inaktiv. Hun er tidvis grædende og jamrende og de færdigheder, hun tidligere har haft, går tilsyneladende tabt samtidig med at hun bliver urenlig. Hendes tegninger bliver usystematiske kradserier. Der er hyppig opvågnen om natten, hvor hun står op og rumsterer ligesom hun om morgenen vågner tidligere end vanligt. På forespørgsel erklærer hun, at hun har det godt, men hun kan ikke give andre oplysninger til belysning af sygehistorien. 

Det pædagogiske personale oplyser, at Hanne tidligere har haft lignende episoder af måneders varighed. Det kommer yderligere frem, at moderen har haft langvarige hospitalsindlæggelser for manio-depressiv psykose. På denne baggrund finder man det mest sandsynligt, at Hanne har en affektiv sindslidelseog der indledes medikamentel antidepressiv behandling, der senere suppleres med ECT-behandlinger. Efter kort tid er hun i sin sædvanlige tilstand.

Dorthe er en 42-årig kvinde med Down syndrom, som tidligere har været overordentlig velfungrende og selvhjulpen. En bror har haft talrige psykiatriske indlæggelser. Faderen er på plejehjem p.g.a. demens. På aktivitescentret har hun deltaget i korsang, amatørteater og bladarbejde. I det lille bysamfund er Dorthe kendt som en udadvendt lille solstråle. Et år før henvisningen bliver hun trist og stillestående. Hun sover kun lidt, siger ikke meget, bliver urenlig og skal mades. Da man ikke magter plejeopgaven i byens bofællesskab, tager den aldrende mor datteren hjem. Ved den psykiatriske undersøgelse konkluderes, at der må være tale om tidligt indsættende demens eller en depression, og det besluttes at lade et behandlingsforløb være afgørende for diagnosen. Efter 5 ugers behandling med antidepressiv medicin er tilstanden nogenlunde uændret, og moderen, der ikke længere kan klare plejen, accepterer overflytning til døgninstitution, hvor behandlingen fortsættes. En uge efter flytningen får Dorthe en mani, behandles og bliver helt rask.

Depressionen ledsages ofte af søvnforstyrrelser i form af indsovningbesvær, afbrudt søvn og tidlig opvågnen, men tilbøjelighed til at sove både nat og dag kan også forekomme. Appetiten er som regel nedsat og ved længerevarende depression kan vægttab ses. Enkelte kan dog have øget appetit og tage på i vægt (trøstspisning). 

En depression varer mindst 14 dage. Er tilstanden af kortere varighed, taler man om en depressiv episode. Ubehandlet kan varigheden af en depression være måneder eller år. 

Depressionens modstykke er mani. Ved manien er stemningslejet løftet og i lette tilfælde kan de væsentligste symptomer blot være en uforholdsmæssig glæde eller lykkefølelse. I lidt mere udtalte tilfælde ses et forhøjet energiniveau, som kan vise sig ved øget aktivitet, rastløs uro, "tankemylder" og taletrang. Der er ofte øget selvfølelse, som kan vise sig ved storhedsforestillinger. Den maniske patient har som regel koncentrationsbesvær, og han afledes let af omgivelserne eller af egne indfald. Søvnbehovet er nedsat og de normale hæmninger svækkede, således at en forringet selvkontrol i forbindelse med forstærkede drifter kan føre til uheldige handlinger. Ikke sjældent optræder en mani i form af en tilstand med utålmodig og vredagtig irritabilitet, og da manikeren som regel ikke har nogen som helst sygdomserkendelse, kan tilrettevisninger eller modsigelse udløse aggressivitet.

Jørgen er 61 år og let udviklingshæmmet. Siden ungdommen har han haft talrige depressioner og manier, men ved behandling med litium er sværhedsgraden af anfaldene reduceret. Det er væsentligst hans psykiske lidelse, der nødvendiggør ophold på døgninstitution. Optræk til mani viser sig hos ham med stor regelmæssighed ved, at han står tidligt op og ringer til tilfældige telefonnumre, bestiller stort ind fra postordrefimaer, af og til udgivende sig for, og måske menende, at være forstander.

Egon er udviklingshæmmet i middelsvær grad. Han var i 18 år indlagt som "kronisk" patient på et psykiatrisk hospital p.g.a. hyppige og svære manier og depressioner. I forbindelse med de strukturændringer, der har præget hospitalspsykiatrien det seneste årti med nedlæggelse af mange langtidspladser, overflyttedes han til en døgninstitution for udviklingshæmmede. Han blev genindlagt efter få uger, da han i en manisk fase havde forøvet et livsfarligt overfald på en pædagog, der bad ham skrue lidt ned for radioen. Efter et længere forløb, der bl. a. omfattede oplæring af personalet i psykiatrisk observation og pleje, lykkedes overflytning til en ny institution.

Når såvel manier som depressioner optræder hos samme patient taler man om bipolar affektiv sindslidelse. Nogle har kun ganske få sygdomsanfald, mens andre kun har korte perioder mellem anfaldene. En del patienter har kun depressioner og enkelte (ca. 2 procent) oplever kun manier. 

De affektive sindslidelser er overordentlig almindelige. Man regner med, at omkring hver 5. på et eller andet tidspunkt får depressive symptomer. Medregner man de lettere tilfælde, har 4-5 procent af befolkningen til enhver tid en affektiv lidelse, væsentligst i form af depression. Blandt udviklingshæmmede er hyppigheden af samme størrelsesorden (Lund u.å, Corbett 1979), men alt andet lige kan det forventes, at det kun er de sværere tilfælde der diagnosticeres.